Nu er møllerne koblet på fjernvarmen

Monday, July 8, 2019

Hvide Sande Fjernvarme har med tilkoblingen af de tre vindmøller på Hvide Sande Nordhavn reduceret sit CO2-udledning med 74 procent.  
De tre store møller på Nordhavnen i Hvide Sande er nu koblet på Hvide Sande Fjernvarmes store elkedel på Numitvej.
Det er godt nyt for både klimaet og forbrugerne.
Med tilslutningen af møllerne reduceres Hvide Sande Fjernvarmes CO2-udledning med hele 74 procent fra 7.400 ton til 1.900 ton om året.
I forvejen har Hvide Sande Fjernvarme reduceret sit CO2-udledning ganske markant med opførelsen af det store solfangeranlæg ved slusen.
Før opførelsen af solfangeranlægget havde Hvide Sande Fjernvarme et årligt CO2-udledning på 8.800 ton.
Dermed er CO2-udledningen samlet set reduceret med 6.900 ton om året, og inden længe ser CO2-regnskabet endnu bedre ud.
Det skyldes, at Hvide Sande Fjernvarme har besluttet at supplere solfangerne og møllerne med varmepumper.
Det vil ske i løbet af det kommende år, og til den tid vil CO2-forbruget være nede på blot 280 ton om året og dermed reduceret med samlet 97 procent.
”Tidligere var vi bundet til kun at bruge naturgas, men siden lempede man reglerne, så der kunne gives dispensation til brug af andre energikilder, fx sol og vind, hvis man kunne bevise, at det var fordelagtigt rent samfundsøkonomisk,” forklarer driftsleder Martin Halkjær Kristensen, Hvide Sande Fjernvarme.
Arbejdet med at få møllerne koblet til elkedlen har stået på i fire år.
Det var driftsleder Martin Halkjær Kristensen, der fik idéen, fortæller Henning Davidsen, formand for Hvide Sande Fjernvarme.
”Der var dage, hvor møllerne stod helt stille, fordi man nedregulerede produktionen, mens vi samtidig var nødt til at producere varme på gaskedler. Det er mildt sagt lidt tåbeligt, når vi har en stor elkedel, der kan bruge energien fra møllerne,” siger Martin Halkjær Kristensen.
”Det er fantastisk, at vi har kunnet finde en løsning på det, og vi har al mulig grund til at rose både RAH, Hvide Sande Havn, Ringkøbing-Skjern Kommune og vores naboer for den positive tilgang, vi har mødt igennem hele processen. Det har været et pionerprojekt, og derfor har der været mange principielle spørgsmål, som myndighederne har skullet tage stilling til, men det kunne ikke være endt bedre, end det er nu,” siger han.
Tilslutningen af møllerne er også godt nyt for forbrugerne.
”Det giver os mulighed for at køre med langt mere stabile priser, fordi vi ikke er afhængige af naturgasprisernes op og nedture i samme grad som tidligere. Vi vil nødig stille folk noget i udsigt, vi ikke kan holde, men vi har også en forventning om, at det vil medføre en besparelse på sigt,” siger Martin Halkjær Kristensen.